Borneo Orangutan Survival Foundation

Borneo Orangutan Survival Foundation

Følg og støt mit arbejde som frivillig dyrlæge hos Borneo Orangutan Survival Foundation. 

Et af de vigtigste mål, ved at skrive denne blog, er at sætte fokus på den situation som truede dyrearter står overfor. Udryddelsen af regnsoven hører til blandt de største ødelæggelser af jordens miljø, og er en konsekvens af menneskets indgriben i naturen. Overbefolkning, udnyttelse af naturens ressourcer og forurening er blot eksempler på menneskelig aktivitet, som har skadelig effekt på natur og dyreliv. I takt med at populationen vokser, ekspanderer byer og overtager naturen. Denne ekspansion medfører ikke kun, at den tilgængelige plads til natur og dyreliv formindskes, men skaber også randzoner. Disse randzoner skaber en øget risiko for overførsel af sygdomme mellem menneske og dyr. Denne sygdomstransmission kan transporteres begge veje. Det er ikke kun mennesker, som kan smittes med sygdomme fra dyrene, men dyrelivet er også i fare for at blive smittet med humane sygdomme. Forurening udgør en direkte skade på naturen og dyrelivet og er en konsekvens af overbefolkning og udvidet randzoner. En anden menneskelig aktivitet, som har skadelig effekt på natur og dyreliv er menneskets udnyttelse af naturens ressourcer. Udryddelse af regnskoven til produktion af palmeolie, ødelæggelse af bjergkæder til guldminer samt boring efter olie i havene, er blot eksempler på menneskets udnyttelse af naturens ressourser. Derfor er begreber som naturbevarelse og vildtbevarelse essentielle. Målet med dyrelivets bevarelse er, at sikre naturen for fremtidige generationer, og at anerkende betydningen af regnskovens biodiversitet for både mennesker og dyr. Uden naturen, kan mennesket ikke eksistere. Hvis ikke vi har ren luft at indånde eller rent drikkevand, hvis der ikke fandtes skove eller dyreliv, ville vi slet ikke findes. 

Orangutanger

Orangutanger er verdens største pattedyr, som klatrer i træer. Orangutangernes habitat i Indonesien og Malaysia er hastigt ved at forsvinde, og sætter dermed fremtiden for Asiens største abe i fare. I dag lever orangutangerne kun på Borneo og Sumatra. Både Sumatra's og Borneo's orangutanger er truet med udryddelse. På Borneo, er den største bekymring udryddelsen af regnskoven til produktion af palmeolie. Orangutanger er afhængige af en diæt som primært består af frugt og er nødt til at vandre langt hver dag, over store afstande, i jagten på frugt. Ud over at destruere frugttræer, som er orangutangens vigtigste fødekilde, skaber udryddelsen af ​​regnskoven også små grupper af individer. Dette er især problematisk, da disse grupper bliver isoleret fra den naturlige genpulje. 
Orang betyder menneske og hutan betyder skov på det indonesiske sprog, hvilket giver skovmennesket. Grundet økonomi og grådighed har mennesket ryddet regnskoven, og dermed destrueret komplekse og afbalanceret økosystemer og i stedet bygget palmeolie plantager. Den livlige regnskov er blevet til ufrugtbar græsarealer og er ikke i stand til at forsørge selv de få dyr der overlevede.

Foto: BOSF, Nyaru Menteng

I Juli 2015 opsagde jeg mit job og lejlighed i Danmark og rejste til Central Kalimantan på Borneo. Her skulle jeg arbejde som frivillig dyrlæge for Borneo Orangutan Survival Foundation. Mine arbejdsopgaver ville blandt andet bestå af, at have ansvaret for klinikken i samarbejde med det lokale personale på stedet og tilse de hundredvis af orangutanger som opholdte sig på rehabiliteringscenteret. Jeg ville komme til at udføre medicinske behandlinger, når dette var nødvendigt samt andre medicinsk relaterede opgaver.

Støt mit arbejde  
https://www.youcaring.com/volunteerveterinarian

overfør direkte til min konto:

Danske Bank 
4662 3282683873

eller via Mobile Pay:

Mobile Pay 0045 41603770.

Borneo Orangutan Survival Foundation

Efter halvanden dags rejse ankom jeg endelig til Palangka Raya i Central Kalimantan Borneo og efter endnu en lang og meget hektisk tur på scooter gennem indonesisk trafik, hvor der kommunikeres ved at dytte, ankom jeg til Nyaru Menteng Arboretum. Her blev jeg indlogeret i en meget primitiv lille hytte midt i regnskoven. Jeg må indrømme, at jeg ikke fik sovet meget den første nat, det tager lidt tid at vende sig til varmen og luftfugtigheden samt regnskovens mange lyde. Dyr som rasler i buskaset udenfor, natsværmere som summer, kakerlakker som kryber, cikader som synger, gekkoer som kravler på væggen og rotter som pulser på gulvet. Jeg gemte mig under myggenettet og savnede for et øjeblik min dyne der hjemme.

Foto: The Mes, Nyaru Menteng Arboretum (BOSF, Nyaru Menteng)

Borneo Orangutan Survival Foundation (BOSF) er det største menneskeabe rehabilitering og genindførelse center i verden. Etableret i 1991 i Samboja Lestari i East Kalimantan, BOSF er en indonesisk non-profit organisation dedikeret til bevarelsen af Borneos orangutanger og dens levested i samarbejde med lokalsamfundet, det indonesiske ministerium for skovbrug og internationale partnerorganisationer. I 1999 grundlagde BOSF et lignende rehabiliteringscenter i Nyaru Menteng Arboretum, omkring 30 km fra Palangka Raya midtby i Central Kalimantan. BOSF har rehabiliteret over 1000 orangutanger og varetager på nuværende tidspunkt over 700 orangutanger på centret som gennemgår BOSF rehabiliterings program. Hver orangutang som ankommer til et af rehabiliteringsprogrammerne, gennemgår en rutinemæssig helbredsundersøgelse og karantæne periode. Under rehabilitering bliver orangutangerne undervist i at bygge reder, vælge passende naturlig føde og genkende naturlig fare og rovdyr. Afhængig af alder og færdigheder kan rehabiliteringen tage op til 7 år. Rehabiliteringen starter i spædbarns området, herefter kommer orangutangerne i skovskole, hvor hver dag går med at lære nye færdigheder og til sidst kommer orangutangerne videre til den afsluttende fase af rehabiliteringen på en af rehabiliterings øerne, inden de til sidst genudsættes i regnskoven. 

Læs mere på: http://orangutan.or.id  

Alle frivillige, som skal arbejde i tæt kontakt med orangutangerne, skal inden afrejse dokumentere en sundhedsundersøgelse med blodprøver og røntgenbilleder af lungerne. Dette sundhedstjek skal forebygge, at man ikke bærer smitsomme sygdomme, som kan overføres til orangutangerne. Dertil skal alle frivillige undergå en karantæneperiode på 10 dage. Under disse 10 dage, må man ikke have kontakt til orangutangerne, dog er der mange andre ting at hjælpe med. På kontoret var der administrative opgaver som skulle udføres, journaler som skulle skrives eller rapporter som skulle oversættes. 

Klinikken

Klinikken 

Nyaru Menteng Arboretum

Endelig afsluttede jeg min karantæne periode, og kunne begynde arbejdet på klinikken i Nyaru Menteng. Jeg glædede mig rigtig meget til at skulle møde orangutangerne, og var meget spændt på, hvordan det ville være at arbejde med dem. Det var en drøm, som var gået i opfyldelse, at rejse til Borneo og arbejde med disse fantastiske skabninger, en truede dyreart og en af ​​vores nærmeste levende slægtninge.

Foto: Klinikken, BOSF, Nyaru Menteng. 

På klinikken varetog vi behandlingen af orangutangerne i alle områder på centret, både børnehaven, skovskolen, Midway og rehabiliteringsøerne. Foruden mig, arbejdede der 6 dyrlæger på klinikken samt 2 assistenter.

Det dedikeret medicinske team på Nyaru Menteng Arboretum, som stod for den medicinske og kirurgiske behandling samt pleje af orangutangerne var: Medicinsk koordinator: drh. Agus Fahroni, Medicinsk co-koordinator: drh. Maryos Tandang, Dyrlæge: drh. Arga Sawung Kusuma, Dyrlæge: drh. Lia Kristina, Dyrlæge: drh. Fiet Hayu Patispathika, Dyrlæge: drh. Greggy Harry Poetra, Medicinsk administration: Yati setyawati, Veterinærsygeplejeske: Suli Partono.

Alle dyrlægerne på klinikken gjorde et fantastisk stykke arbejde, taget i betragtning af, at BOSF var en non-profit organisation, med få ressourcer, og som var afhængig af donationer og støtte fra partnerselskaber.

Foto:Dyrlægeteamet og Manager Denny Kurniawan, BOSF, Nyaru Menteng.

Min første arbejdsdag startede med en rundvisning på klinikken og omkring Nyaru Menteng. Klinikken bestod af generel klinik, isolation og Intensive Treatment Unit (ITU). Operationstue med inhalationsanæstesi og monitoreringsudstyr, et fuldt udrustet laboratorium samt ultralyd og røntgenapparat. En typisk dag på klinikken startede kl. 7.00 med morgenmøde, hvor hver patient i hvert område blev gennemgået. Disse møder var til stor gavn og meget vigtige, da de tillod en åben diskussion omkring, hvordan man løste eventuelle vanskelige problemer. Efter morgenmødet var der stuegang, hvor alle orangutanger i hvert område, blev observeret og kontrolleret. Resten af dagen blev patienter medicineret og eventuelle operationer blev foretaget. 

I denne blog, vil jeg forsøge at forklare om nogle af de medicinske beslutninger og behandlinger, som vi stod overfor i arbejdet med vilde dyr. Simple behandlinger, såsom rensning af sår og lignende, kunne være vanskelige at udføre, når man havde med vilde dyr at gøre Derfor var det specielt vigtigt, at man havde et erfarent dyrlæge team. Som var i stand til kunne tænke kreativt i sine behandlingsmuligheder.

Vi havde et stort patientflow på klinikken med mere end 500 orangutanger på Nyaru Menteng Arboretum. Det betød, at vi hver dag stod over for nye udfordringer, hvor en orangutang havde brug for tilsyn og behandling. I denne blog, beskrives enkelte udvalgte cases, for at give læseren et indblik i dyrlægernes dagligdag i arbejdet med orangutanger og de udfordringer, som vi mødte i arbejdet med vilde dyr. 

 

Når vi så ændringer i orangutangens normale adfærd og aktivitets mønster, så som nedsat appetit og drikkelyst, nedstemthed eller andre tegn på sygdom, blev der udført en standard protokol. Denne standard protokol bestod af en grundig klinisk undersøgelse, fuld blodprofilanalyse, urin og fæces analyse samt kontrol for malaria og tyfus. Malaria kontrollen var en standardprocedure designet af World Health Organisation (WHO).

Foto: Kontrol af Malaria, BOSF, Nyaru Menteng

Behandling af Tweety’s airsacculitis

Tweety var en orangutang på 13 år, som ankom til Nyaru Menteng i 2003.

Ligesom alle andre orangutanger, var Tweety opbygget således, at hun havde en stor luftpose ved halsen, som strakte sig fra skulder til armhule. Orangutanger anvender denne luftpose til at lave lange dybe kald, og på den måde holde fremmede orangutanger på afstand. Disse luftposer kunne blive inficeret og give luftposebetændelse. Tilstanden var behandlingskrævende og dyrlægerne hos BOSF, Nyaru Menteng behandlede luftposebetændelse med antibiotika. Dog var antibiotikabehandlingen ikke altid tilstrækkelig og luftposebetændelsen krævede yderligere behandling. Denne behandling bestod af, at der blev udført en lille incision nederst i luftposen. Herefter blev luftposen skyllet med natriumklorid gennem denne insicion, således at alt eksudat indeholdt i luftposen blev skyllet bort. Til sidst blev incisionen i luftposen sutureret. Der var desværre stor risiko for recidiv infektion, hvorfor orangutanger med luftposebetændelse ofte måtte behandles flere gange. Tweety havde desværre fået luftposebetændelse, og blev behandlet herfor med antibiotika og skylning med natriumklorid. 

Foto: Anlæggelse af drop til medicinering og væsketerapi, BOSF, Nyaru Menteng

Bubuk, med de skadede hænder 

I oktober måned 2015 fik The Forest Police en rapport fra The Forestry Department. Minearbejdere havde fanget en orangutang nær minerne. Skoven, hvor orangutangen levede var blevet sat i brand, så orangutangen havde undsluppet flammerne og var flygtet til minerne. The Forest Police tilkaldte BOSF, Nyaru Menteng og drh. Maryos Tandang tog ud til minerne for at redde orangutangen og bringe den tilbage til centret på Nyaru Menteng. Da drh. Maryos Tandang ankom, så han, at orangutang var blevet låst inde i et bur. Orangutangen havde skader på kroppen fra slag og hænderne var bundet med reb. Hænderne var så opsvulmede og havde dybe sår fra det stramme reb. Orangutangen havde hverken havde frugt at spise eller vand at drikke.

Orangutangen var en vild hunorangutang på omkring 25 år. Hendes tilstand var alvorlig. Hun var underernæret og undervægtig, dehydreret og med så hævede og sårede hænder, at hun ikke kunne bevæge sine fingre.

Foto: Bubuk efter ankost til BOSF, Nyaru Menteng. 

Drh. Maryos Tandang måtte bedøve orangutangen, før han kunne udføre et sundhedstjek. Orangutangen var alvorligt dehydreret, hendes øjne var indsunkne og hendes hud var tør. Begge hendes hænder var opsvulmede fra fingre til albuerne. Drh. Maryos Tandang udførte akut medicinsk behandling på stedet. Han gav orangutangen intravenøs infusionsvæske, rensede hendes sår og gav hende medicin mod infektion og smerte. Han flyttede hende over i et transportbur, hvor hun kunne hvile den lange rejse tilbage til BOSF, Nyaru Menteng. Hun var meget udmattet og drh. Maryos Tandang var nervøs for, at hun var for svag til at klare den lange rejse. Han sad ved siden af ​​hende i transportburet hele vejen tilbage til BOSF, Nyaru Menteng, for at sikre sig, at hun var okay. De ankom til centret sent samme aften, orangutangen sov. Drh. Maryos Tandang flyttede hende til et større og mere komfortabelt bur med grene, blade og frugt. Hun var meget udmattet og havde brug for hvile, for at hele både fysisk men også mentalt fra de traumatiske oplevelser hun havde haft. BOSF, Nyaru Menteng besluttede at kalde hende Bubuk.

Foto: drh. Lia Kristina lægger et intravenøst drop på Bubuk.

Næste dag fik Bubuk  en grundig sundhedsundersøgelse af det medicinske team på BOSF, Nyaru Menteng. Hun fik stadig intravenøs infusionsvæske samt medicin mod infektion og smerte. Det medicinske team tog blodprøver til analyse og til deres store ærgrelse så de, at Bubuk havde både lever- og nyresvigt. Hun var alvorligt undervægtig, hun vejede kun 23,4 kg. Normal kropsvægt for hendes alder og størrelse ville være omkring 40 kg.

 Foto: Dr. Regitze Andersen and  drh. Maryos Tandang collecting blood sample and giving IV infusion 

Dagen efter havde Bubuk det lidt bedre, dog stadig rystet over den frygtelige oplevelse i minen. Hun spiste for første gang lidt frugt og drak en lille smule vand. Alle på centret var lettet og håbede, at Bubuk ville genfinde sin styrke og få bedre. Det eneste de kunne gøre, var at håbe.

Bubuk fik det bedre og bedre for hver dag der gik. Efter en uge havde Bubuk genfundet appetitten. Hænderne var stadig så opsvulmet, at hun ikke kunne bevæge sine fingre og huden var begyndt at skralle af. Det medicinske team besluttede at bedøve Bubuk og rense hendes sår i dybden på begge hænder. De håbede, at hævelsen ville falde og sårene ville hele. Den sidste udvej var, at begge hænder måtte amputeres.

 Foto: Det medicinske team renser Bubuk's sår.

Foto: Bubuk med begge hænder forbundet.

Det medicinske team fortsatte behandlingen af Bubuk. De følgende 2 uger rensede de hendes sår hver dag og gav hende en forbinding på begge hænder. De testede Bubuk for sygdomme såsom hepatitis, tyfus og malaria. De tog røntgen af hendes lunger og udførte en tracheal udskylning for tuberkulose. Heldigvis viste testene ingen tegn på sygdom.

Efter to uger begyndte sårene på Bubuks hænder at hele, hævelsen var faldet og hun begyndte forsigtigt at bruge sine hænder igen. Der blev taget nye blodprøver og hendes værdier så meget bedre ud, hendes lever- og nyrefunktion var forbedret. Alle på centret var lettet.

Sawitri og lokal punkt terapi

Sawitri ankom til Nyaru Menteng i juli måned, 2009. Hun var kun 1,5 år gammel og vejede kun 5,3 kg. BOSF var oprindeligt på vej ud for at redde en anden orangutang, da de fik øje på Sawitri i Pangkoh Village. Landsbyen lå tæt på skoven og palmeolie plantagen. Landsbyboerne havde fundet Sawitri i palmeolie plantagen, hun var sulten og ledte efter frugt. Landsbyboerne tog Sawitri til fange og satte hende i et bur og holdt hende som kæledyr. 

Foto: Sawitri da hun ankom til BOSF

Da BOSF så Sawitri, var hun svært undervægtig og dehydreret. Hun var fejlernæret, havde diarré og høj feber. Sawitri blev bragt til klinikken på BOSF, Nyaru Menteng, hvor hun fik et grundig sundhedstjek af det medicinske team og blev behandlet med væsketerapi. Desværre blev Sawitri testet positiv for malaria. Malaria er en blodparasit, som ødelægger de røde blodlegemer. Sawitri var alvorligt anæmisk og måtte have en blodtransfusion fra en anden orangutang med matchende blodtype.

Foto: Sawitri under væskebehandling af drh. Arga Sawung Kusuma 

Samme aften var Sawitri så svag, at hun fik et krampeanfald. Det medicinske team var meget bekymret og ikke sikker på, om hun ville klare sig gennem natten. Sawitri blev diagnosticeret med meningitis. Hun blev behandlet med antibiotika og fik understøttende behandling. Til alles lettelse stoppede krampeanfaldene, feberen faldt til normal og hendes blodprøver rettede sig. Efter et par uger under behandling begyndte Sawitri at føle sig som alle andre orangutanger. Hun begyndte i skovskole sammen med sine venner på centret og hun lærte at klatre højt i op træerne og spise bananer indtil hendes mave var rund og fuld.   

Foto: Sawitri under væskebehandling af Dr. Regitze Andersen

En dag, da Sawitri var 5 år gammel, stak hun af fra skovskolen og forsvandt ind i skoven. Alle ledte med lys og lygte efter hende, men i 3 dage, var der ingen spor af Sawitri. Den 3. dag blev Sawitri fundet liggende på en bro, et stort træ var faldet ned oven på hende. Hun var fastklemt mellem broen og træet og kunne ikke bevæge sig. Hun blev hurtigt taget med tilbage til klinikken, hvor det medicinske team til deres rædsel så, at hun havde brækket sit højre overarm og hendes højre lårbensknogle. Det medicinske team tog hende direkte på operationsbordet, hvor bruddet blev stabiliseret med skinne og gips. Nu havde Sawitri brug for at hvile sig og komme sig oven på den traumatiske oplevelse. Det var en lang helingsproces med kontrolrøntgen og fysioterapi. Men lidt efter lidt begyndte Sawitri at bruge sine hænder og klatre i træer i skovskolen som hun plejede.  

   

Foto: Sawitri under væskebehandling af Dr. Regitze Andersen

Da Sawitri var 7 år gammel legede hun så voldsomt med de andre orangutanger i skovskolen, at hun faldt ned fra et træ og brækkede hendes venstre overarm. Den medicinske team stabiliseret bruddet med skinne og gips på samme måde, som de havde gjort med hendes højre arm. Sawitri var så uheldig at hun nu havde brækket begge hendes arme og hendes lårben. Sawitri gik igennem en lang helingsproces med fysioterapi endnu en gang for at genvinde sin styrke. 

Photo: Sawitri receiving local puncture therapy by the medical team 

Denne gang genvandt Sawitri ikke sin styrke. Hun kunne ikke bruge armen, som hun plejede og hun så ud til at have ondt. Et røntgenbillede viste, at Sawitri havde periosteal myopati. Periosteal myopati er en lidelse, som kan opstå i området hvor knoglen har været brækket. En lokal erosion forårsaget af osteoklast aktivitet. Efter gennemgang af mange røntgenbilleder og konsultation med en ortopædisk specialist, besluttede det medicinske team sig for at lave lokal punkt terapi mod smerte og inflammation. Meloxicam, som er antiinflammatorisk medicin og glucose polysamer 188 blev injiceret i området hvor knoglen havde været brækket. Forhåbentlig ville denne behandling hjælpe Sawitri, så hun kunne komme sig hurtigt og blive genforenet med sine venner i skovskolen.

Foto: Sawitri efter lokal punkt terapi 

Andre patienter

Selvom BOSF hovedfokus var bevarelse af orangutangen, kom der en gang imellem andre truede dyrearter til klinikken, så som gibbonaber og Malajbjørne.

Owa Owa

 August, 2015 kom The Department of Forestry's Natural Resources Conservation Agency (BKSDA) med en gibbonabe til klinikken på Nyaru Menteng. Vi kaldte gibbonaben for Owa Owa. Owa Owa betyder gibbonabe på indonesisk. Røntgenbilledet viste en komplet fraktur af begge knogler i underarmen og en komplet fraktur af en af knoglerne i hånden. Gibbonaben blev opereret og frakturerne stabiliseret ved pinning teknik. Desværre gik der efterfølgende en meget slem infektion i sårene og armen stod ikke til at redde og måtte amputeres.

Foto: Amputation af arm på gibbonabe, BOSF, Nyaru Menteng.

Drh. Arga Sawung Kusuma og jeg opererede Owa Owa. Operationen gik godt, armen blev amputeret under albuen og efterfølgende blev gibbonaben behandlet med smertestillende medicin og antibiotika mod infektion. Vi gav gibbonaben bandage på, dog er dette ikke altid let hos vilde dyr. Bandagen blev skiftet hver 3 dag, hvor vi måtte sedere gibbonaben og rense operationssåret. Owa Owa kom sig rigtig fint ovenpå operationen og operationssåret helede fint uden infektion. Owa Owa fik det bedre og bedre for hver dag der gik, hvilket også betød, at det blev sværere og sværere at give ham medicin. Han var meget aktiv og lærte hurtigt at svinge sig fra gren til gren med kun én arm.

Foto: Gibbonabe after amputation af arm, BOSF, Nyaru Menteng

From Rescue To Release

From Rescue To Release 

Børnehaven

Da jeg åbnede lågen til børnehaven, opdagede jeg hurtigt en hel flok orangutangunger, som klatrede rundt oppe i træerne i en muntre leg. Da de bemærkede mig, klatrede de hurtigt ned, for at komme over og hilse på. Snart var jeg omgivet af en masse små orangutangunger, som nysgerrigt betragtede mig. En kravlede op i mine arme for at give mig et knus, en hev i mine bukser, rykkede i mit hår og bed i min støvle for at få min opmærksomhed, og en tog fat i min hånd for at trække mig med over til sit ynglings klatretræ. De opfører sig ligesom menneskebørn, de kræver mental opmærksomhed og fysisk kontakt, men for mange af orangutangungerne begyndte deres liv meget anderledes. De fleste af orangutangerne hos BOSF, Nyaru Menteng,  blev reddet som forældreløse unger fra en uvis fremtid og et liv i fangenskab.

Når orangutangungerne ankom til centret var de sårbare, bange og traumatiserede. I mange tilfælde var moderen blevet skudt og dræbt af krybskyttere, hvorefter de skrækslagne unger var blevet revet bort fra deres mors krop. Orangutangungen, kun et par måneder gammel, blev herefter solgt som kæledyr på det illegale marked. I nogle tilfælde ankom ungerne til BOSF, Nyaru Menteng med afskåret fingre, man antog, at ungen holdt så godt fast til deres mors krop, at krybskytterne kun kunne frigive grebet, ved at skære fingrene af med en machete. Så man kan godt forestille sig de traumer og følelsesmæssige ar, som disse unger var blevet efterladt med. Det var også derfor, at det første skridt i rehabiliteringsprocessen hos BOSF, Nyaru Menteng, var at give ungerne kærlighed og omsorg, for skabe stabilitet og opbygge tillid. Dyrepasserne hos BOSF, Nyaru Menteng tog sig af orangutangungerne dag og nat. De gav dem den kærlighed og hengivenhed som det krævede, for at forsøge at hele de følelsesmæssige traumer, som disse unger havde været udsat for. Desværre udgør orangutangungerne hos BOSF, Nyaru Menteng kun en brøkdel af de orangutanger, som hvert år bliver offer for krybskytteri og solgt på det illegale marked.

Når centret modtog en ny orangutangunge, udførte dyrlægerne en fuldstændig helbredsundersøgelse. Der blev kørt en lang række af tests, herunder blodprøver, trakeal lavage og røntgen af thorax. Trakeal lavage og røntgen af thorax var prøver fra lungerne, som anvendes til at teste orangutangerne for luftvejssygdomme. Disse kliniske tests var meget komplekse, og krævede derfor lang tid at analysere.

Foto: drh. Agus Fahroni og drh. Fiet Hayu Patispathika udfører en helbredsundersøgelse på en ny orangutangunge hos BOSF, Nyaru Menteng.

I løbet af denne tid, undergik orangutangungerne en karantæneperiode og blev isoleret i op til to måneder. Dette blev gjort for at sikre, at orangutangerne ikke var smittet med eventuelle smitsomme sygdomme. Orangutanger kan være bære af zoonotiske sygdomme. Zoonotiske sygdomme er sygdomme, der kan overføres mellem mennesker og dyr, såsom tuberkulose og hepatitis. Hvis en orangutang blev smittet med tuberkulose eller humant hepatitis B, var denne ikke kandidat til at blive genudsat til regnskoven og ville derfor have en uvis fremtid. Under den tid orangutangungerne tilbragte i karantæne, var de under nøje observation af dyrlægerne, for at identificere eventuelle symptomer på sygdomme.

Foto: liste over sygdomme i karantæneperioden   

Nogle af de forældreløse orangutangunger var rigtig dårlig tilredt, når de ankom til BOSF, Nyaru Menteng og havde derfor behov for akut medicinsk behandling og endda nogle gange kirurgi. For nylig blev tre forældreløse orangutangunger konfiskeret i Patispathika i Mangkutub, Kec. Mentawai, Kapuas af drh. Fiet Hayu. Alle tre orangutangunger var de både dehydreret, undervægtige og underernærede. En af ungerne, kaldet Lucy, havde lidt så alvorlige skade, at hun havde brækket begge sine arme. Drh. Fiet Hayu Patispathika udøvede akut dyrlægehjælp på stedet, før orangutangungerne kunne transporteres den lange rejse til BOSF, Nyaru Menteng. Da de tre unger ankom til BOSF, Nyaru Menteng stod drh. Agus Faroni samt resten af dyrlægeholdet klar til at tage imod de tre orangutanger. De fik en grundig sundhedsundersøgelse og der blev udtaget prøver til klinisk patologi. Lucy, kun 9 måneder gammel, havde allerede oplevet så megen traume i hendes liv. Hun havde to brækkede arme og var i stærke smerter. De to andre orangutangunger, Yoko, på 2 år og Sanni, på 1,5 år blev testet positive for malaria. Alle tre orangutanger havde gastrointestinale parasitter og alle havde akut behov for intensiv medicinsk behandling.

LUCY

 Foto: Lucy på 9 måneder, reddet af drh. Fiet Hayu Patispathika

YOKO

 Foto: Yoko på 2 år, reddet af drh. Fiet Hayu Patispathika

SANNI

 Foto: Sanni på 1,5 år, reddet af drh. Fiet Hayu Patispathika.

 En anden orangutangunge som var blevet reddet af BOSF, Nyaru Menteng var Katty. Katty var kun 9 måneder gammel, da hun blev konfiskeret fra kalampangan, Palangkaraya, hvor de lokale landsbyboere havde holdt hende som kæledyr. Hendes sundhedsundersøgelse viste, at hun var dehydreret og undervægtig og havde diarré. Hun havde brug for akut dyrlægehjælp. Hun blev behandlet med væsketerapi, antibiotika og medicin mod gastrointestinale parasitter.

Foto: Katty, en lille forældreløs orangutang som kom til  BOSF, Nyaru Menteng kun 9 måneder gammel.

Både Lucy, Sanni, Yoko og Katty havde allerede oplevet så meget traume, så tidligt i deres liv, deres dårlige tilstand bekræfter yderligere hvorfor orangutanger aldrig bør holdes som kæledyr. De havde alle stadig en lang vej forude, men var i de bedst hænder hos personalet på BOSF, Nyaru Menteng.

Foto: Orangutangunger i karantæne.

Efter omtrent to måneder og en sidste sundhedsundersøgelse ville orangutangungerne i endelig få lov til at begynde det første trin i rehabiliteringsprocessen at starte i børnehave og lære at omgås andre orangutangunger i samme aldersklasse. Orangutanger er intelligente og tilpasningsdygtige, men uden ​​deres mor, måtte orangutangungerne hos BOSF, Nyaru Menteng, undervises i grundlæggende færdigheder, som de normalt ville lære af deres mor, for at overleve i regnskoven. For første gang siden den frygtelig dag, da deres mor blev dræbt, vendte de nu tilbage til et naturligt miljø i regnskoven. Sammen med dyrepasserne kunne de trygt udforske deres nye omgivelser.

Foto: Dr. Regitze Andersen udfører en sundhedsundersøgelse hos en orangutangunge.

Der er flere vigtige faktorer, som er vigtige at tage hensyn til, når man arbejder indenfor orangutangrehabilitering. ikke alene er der følelsesmæssige konsekvenser, men også fysiske elementer. Naturligt i regnskoven ville en orangutangunge have et fast greb i sin mors pels, for at kunne holde sig fast til hende højt oppe i træerne. Det kræver stor muskulær styrke som nyfødt. Når en orangutangunge bliver taget fra sin mor og opfostret af mennesker, udvikler de ikke samme muskelstyrke som de ville i naturen. Dette resulterer i, at deres muskler bliver svage og udefineret. Derfor er det vigtigt at man i rehabiliteringsprocessen opfordrer orangutangerne til at klatre i træerne, for derved, at genvinde denne vigtige muskelstyrke.

Foto: Legepladsen i børnehaven

Foto: Ornagutangungerne bliver undervist i klatreteknikker af dyrepasseren.

Hver morgen gik orangutangungerne hos BOSF, Nyaru Menteng med dyrepasserne ud i regnskoven, hvor der var bygget et særligt område. Dette område havde mange klatrestrukturer, der tillod orangutangungerne at efterligne deres naturlige opførsel i regnskoven og derved udvikle deres klatremuskler. Efter en lang dag i regnskoven tog de trætte orangutangunger tilbage til børnehaven for at hvile sig og fordøje alle de nye oplevelser og indtryk

Orangutanger er en af ​​de mest emotionelle primater. De udvikler tætte bånd til deres dyrepasser og har mistillid over for fremmede. Derfor tog det lang tid, at vinde deres tillid, da jeg første gang besøgte orangutangungerne i børnehaven. Denne selvstændige natur vil komme til at spille en vigtig rolle for deres fremtidige overlevelse i regnskoven. Orangutanger er karismatiske dyr, og hver eneste af ungerne i børnehaven havde deres egen særlige karakter.

Støt Borneo Orangutang Survival Foundation, adopter en orangutang og red et liv.

Ved at adoptere en af de skønne orangutanger hjælper du BOSF med at drage omsorg og pleje for forældreløse orangutanger samt sørge for, at de kan blive rehabiliteret tilbage til naturen. Du vil modtage et personligt e-certifikat, foto samt baggrundshistorie om din orangutang. Hvis du adopterer en orangutang i enten 6 eller 12 måneder, vil du yderligere modtage opdateringer, billeder eller video af din orangutang, så du kan følge med i dens udvikling på vej mod, at blive en vild orangutang i regnskoven.

http://adoption.orangutan.or.id

Skovskolen

Den første gang jeg fulgte efter orangutangerne i skoveskole var fantastisk. Det var en helt unik oplevelse, at se disse små røde uldtotter vandre på knorerne langs den smalle skovsti og ind i den tæt bevokset regnskov. I skovskolen lærte orangutangerne hvordan vilde orangutanger lever. Orangutangerne blev blandt andet undervist i at bygge reder og vælge passende naturlig føde samt at kunne genkende naturlig fare og rovdyr. 

I naturen befærdes orangutanger i trætoppene og kommer sjældent ned på skovbunden. Derfor var det essentielt, at orangutangerne var komfortable i træernes toppe og udviklede gode færdigheder til at bygge rede. På grund af rovdyr må orangutangerne bygge deres rede højt oppe i trætoppene. Dette betød samtidigt, at reden skulle være stærk nok til at understøtte deres vægt. Når regntiden i Indonesien kom, ville en orangutang mor lære sin unge, at væve store blade sammen til en paraply og søge ly for regnen.

Foto: Orangutanger på vej til skovsole, BOSF, Nyaru Menteng

Der var mange lektioner, som en orangutangunge ville have lært af sin mor i naturen. For orangutangerne på BOSF, Nyaru Menteng var det op til dyrepasserne, at lære dem disse værdifulde lektioner. Det var vigtigt, at orangutanger kunne skelne hvilke fødevarer som var spiselige, og hvilke som var giftige eller endda dødelige. Orangutanger er ikke født med dette instinktivt, ligesom nogle dyr er, og skal lære det fra barnsben. I tørkeperioden i Indonesien, kan det være svært at finde vand. Orangutangerne skulle derfor lære, hvilke planter og frugter som var vandholdige samt nyttige teknikker såsom at folde et blad og bruge som drikkekop.

En plastik slange blev anvendt til at lære orangutangerne om de farer, de vil kunne opleve i et naturligt miljø. En færdighed som ikke er blevet glemt eller ikke lært, kan have fatale konsekvenser i naturen. Regnskoven giver ikke plads til fejl. Afhængig af alder og færdigheder kan rehabiliteringen vare i op til 7 år, hvor hver dag bliver brugt på at lære nye færdigheder.

Foto: Orangutanger på vej til skovsole, BOSF, Nyaru Menteng

 I samarbejde med dyrepasserne overvågede dyrlægerne orangutangerne og deres adfærd inde i regnskoven. Det var vigtigt for dyrlægerne at kende hvert enkelt individ, for derved at være i stand til at genkende eventuelle adfærdsændringer, som kunne være et tegn på sygdom.

Når orangutangerne vendte tilbage til centret om eftermiddagen, efter at have tilbragt en lang dag med at lære nye færdigheder i skovskolen, ventede der en legeplads fuld af underholdning og et velfortjent måltid af skovens frugter.

Foto: Orangutangerne på legepladsen på BOSF, Nyaru Menteng.

Vilde orangutanger har vandskræk og ville ikke nærme sig vand, men for orangutangerne i skovskolen på BOSF, Nyaru Menteng kan en spand fuld af vand bringe mange timers underholdning.

Foto: Orangutangerne på legepladsen på BOSF, Nyaru Menteng.

Rehabiliteringsøerne

BOSF i Nyaru Menteng forvaltede tre rehabiliterings øer, bestående af Kaja Island, Bangamat Island og Palas Islands som var beliggende i Rungan floden i området Sei Gohong, Palangkaraya.

Foto: Monitoring af orangutangerne på rehabiliteringsøerne sammen med drh. Greggy Harry Poetra.

Rehabiliteringsøerne fungerede lidt ligesom et universitet for orangutangerne, der havde dimitteret fra Skovskolen. På disse øer, levede de ligesom vilde orangutanger ville leve i naturen. De sov i det fri, byggede deres egne reder og agerede selvstændigt som vilde orangutanger. Deres interaktion med mennesker blev væsentlig reduceret, således at de langsomt blev klargjort til at kunne genudsættes i regnskoven. Da der ikke var føde nok på øerne, til at orangutangerne kunne forsøge sig selv fuldstændigt, supplerede teknikere fra BOSF, Nyaru Menteng orangutangernes føde, ved at lægge frugt og grønt to gange om dagen på dertil egnede plateauer. Overlevelsesfærdigheder var en af de vigtigste kriterier for at afgøre, om en orangutang kunne udsættes på en rehabiliterings ø eller ej.

 Det medicinske team hos BOSF, Nyaru Menteng monitorerede øerne hver uge. Dette blev gjort, for at vurdere hver orangutang og dermed kontrollere om orangutangerne have behov for medicinsk assistance og behandling.

  Foto: Orangutangerne på rehabiliteringsøerne.

Island Release 

Beskyttet mod rovdyr og krybskytter, skulle orangutangerne nu klare sig selv på rehabiliteringsøerne, dog stadig under opsyn af teamet hos BOSF, Nyaru Menteng. Dette var den sidste praktiske lektion i at klare sig som vilde orangutanger i naturen.

Derfor var det vigtigt, at orangutangerne fik et grundigt sundhedstjek af det medicinske team på BOSF, Nyaru Menteng, inden de blev sat ud på rehabiliteringesøerne.

  Orangutangerne blev bedøvet med en dartpil i deres bur, og når ikke længere reagerede blev de flyttet til det område, hvor det medicinske team ville udføre sundhedsundersøgelsen.

Foto: sedering af en orangutang med dartpil

Foto: en orangutang løftes ud af sit bur efter den er blevet sederet.

Alle orangutanger blev behandlet med Ivermectin mod tarmparasitter før de blev sat ud på rehabiliteringsøerne.

Foto: Dyrlæge. Regitze Andersen injicerer Ivermectine under huden på en orangutan, til behandling af tarmparasitter.   

Efter sundhedsundersøgelsen blev orangutangerne overført til transportbure, som var blevet fyldt med friske blade og frugt til rejsen mod rehabiliteringsøerne. Drh. Fiet Hayu Patispathika kontrollerede at alle orangutanger havde det godt og gav dem en injektion, således at de vågnede fra bedøvelsen.

  

Foto: drh. Fiet Hayu Patispathika sikre sig at alle orangutanger har det godt og er vågnet fra bedøvelsen inden rejsen mod rehabiliteringsøerne.  

Orangutanger blev først transporteret via bil og efter en kort køretur, blev de flyttet over på både og sejlet det sidste stykke mod rehabiliteringesøerne. 

Foto: orangutangerne bliver løftet op på bilen i transportbuerne.  

Under transporten kunne orangutangerne føle sig forvirret, de vidste ikke hvad der skulle ske og hvor de var på vej hen. Men de ville snart indse, at det næste kapitel i deres liv og rehabiliteringsproces, ville blive afgørende for deres fremtid og deres overlevelse i naturen.

 

Foto: Orangutangerne bliver sejlet det sidste stykke mod rehabiliteringsøerne.

I dette trin i rehabiliteringsprocessen, skulle orangutangerne klare sig selv og vise at de var i stand til at kunne overleve i naturen. Hvis BOSF, Nyaru Menteng så, at en orangutang ikke klarede sig godt i det naturlige miljø på øen, kunne det blive nødvendigt, at sende orangutangen tilbage til skovskolen for at videreudvikle deres færdigheder indtil de var klar til at tage næste skridt.

Foto: En orangutang ser nysgerrigt uu på sine nye omgivelser.  

Er var en magisk oplevelse at se orangutangerne blive båret gennem sandet og placeret i transportbuerne i udkanten af skoven.

Da burene blev åbnet, var orangutangerne lidt tøvende i starten, det var en ny oplevelse for dem, men alligevel, så føltes det instinktivt naturligt. Synet af regnskovens træer, lyden af summende insekter, cikader og fuglesang og duften af det våde græs syntes bekendt. Orangutangerne var kommet hjem. 

Photo: udsættelse af en orangutang på rehabiliteringsøerne. 

Alt det, som orangutangerne havde arbejdet så hårdt for, de mange år som de havde tilbragt i skovskolen på at lære nye færdigheder, skulle nu tages i brug. Tiden var kommet til at orangutangerne skulle klare sig selv og vise hvad de har lært. De skulle begynde et selvstændigt liv på rehabiliteringsøerne, og det sidste skridt mod at blive en vild orangutang igen.  

 

Midway

Orangutangerne på Midway havde allerede bestået skovskolen og havde vist gode overlevelsesfærdigheder på rehabiliteringsøerne. De var nu klar til at komme tilbage til regnskoven hvor de hørte til, og leve resten af deres liv som vilde orangutanger.

Foto: Midway, BOSF, Nyaru Menteng

Midway var et karantæne område. Inden orangutangerne kunne genudsættes, foretog dyrlægerne hos BOSF, Nyaru Menteng foretog en endelig vurdering af orangutangernes sundhedstilstand og udtog prøver til klinisk patologi. Dette blev gjort for at sikre, at orangutangerne var ved godt helbred og uden overførbare sygdomme. De kliniske tests var meget komplekse, og krævede derfor lang tid at processere. I løbet af denne tid undergik orangutangerne en karantæneperiode på Midway. 

Enrichment teamet hos BOSF, Nyaru Menteng bestod af otte medarbejdere, som kun beskæftigede sig med, at give orangutangerne udfordringer i form af forskellig beskæftigelse. Orangutanger fik nye udfordringer hver eneste dag, for at undgå kedsomhed og for at stimulere dem både fysisk og mentalt. Endvidere sørgede dette for, at orangutangerne vedligeholdte den viden, som de tidligere havde lært i skovskolen.   

Foto: Enrichment team hos BOSH, Nyaru Menteng med frivillig Maddi Chambers i midten.

Enrichment teamet forberedte beskæftigelse ved at fylde bolde, sække, kurve og andet opbevaringsudstyr med blandt andet frugt, nødder og blade.  

Beskæftigelsen forhindrede negativ stereotyp adfærd, der kan komme fra kedsomhed i fangenskab og opmuntrede positiv naturlig adfærd, som orangutangerne ville blive udsat for i naturen.

Foto: Orangutanger på Midway med beskræftigelse. Foto taget af Maddi Chambers. 

Efter orangutangerne havde afsluttet deres lange, men vigtige karantæneperiode på Midway, kom det næste og afgørende øjeblik i deres liv. Det øjeblik, som BOSF, Nyaru Menteng havde arbejdet så hårdt for. Det sidste trin i den lange og udfordrende proces i rehabiliteringen - genudsættelse til regnskoven!  Orangutangerne skulle endeligt hjem igen. Tilbage til regnskoven, hvor de var blevet født som vilde orangutanger og nu skulle dø som vilde orangutanger.

Forberedelse af Orangutan Release 

Bukit Batikap regnskov var BOSF, Nyaru Mentengs udsætningssted. Regnskoven var et fjerntliggende område, hvor orangutanger kunne leve deres liv, som vilde dyr uden menneskelig indblanding. Bukit Batikap regnskov var et specifikt område, godkendt af regeringen til udsættelse af orangutangen.

Helbredsundersøgelsen

Før orangutangerne kunne genudsættes udførte dyrlægeteamet på BOSF, Nyaru Menteng en sidste helbredsundersøgelse, herunder blev der, blandt andre tests, foretaget en bronkial lavage. Dette blev udført for at sikre, at orangutang ikke var inficeret med nogen smitsomme sygdomme, såsom tuberkulose. En bronkial lavage og dyrkning er standard procedure til diagnosticering af tuberkulose og anbefales af Verdenssundhedsorganisationen (WHO). Dyrlægerne hos BOSF, Nyaru Menteng var både en bronkial lavage og thorax røntgen standard procedure.

Foto: drh. Arga Sawung Kusuma og drh. Lia Kristina forbereder heldredsundersøgelse af orangutangerne.

Foto: drh. Arga Sawung Kusuma intuberer en orangutang, hvorefter der sprøjtes en lille mængde saltvand ned til lungerne. Denne mængde saltvand suges op igen og sendes til laboratoriet til dyrkning. Dette kaldes en bronchial lavage, altså en skylning af lungerne.   

Foto: her udfører drh. Fiet Hayu Patispathika en bronchial lavage. 

Placering af transmitter

Hos BOSF, Nyaru Menteng blev en transmitter implanteret hos hver orangutang, inden de blev genudsat. Dette blev gjort, således at teamet i Bukit Batikap regnskov var i stand til at opspore orangutangerne på deres radiomodtager og overvågningsudstyr.

Foto: drh. Agus Fahroni og Yati Setyawati klargører en orangutang til placering af transmitter.  

For at implantere transmitteren blev orangutangerne bedøvet og en mindre operation blev udført. Orangutangerne blev bedøvet med en blow dart og efter de var faldet i søvn blev de bragt til operationsbordet, i dette tilfælde en bænk af stål i mellem burene. Operationen blev udført så sterilt som muligt, for at mindske risikoen for post-op infektioner. Efter operationen blev orangutangerne behandlet med smertestillende medicin i ti dage.

Foto: Dyrlæge Regitze Andersen implanterer en transmitter i en orangutang. 

Bukit Batikap Conservation Forest 

I Bukit Batikap regnskov arbejdede en dyrlæge, en lejr koordinator, tre overvågnings koordinatorer og femten lokale teknikere på fuld tid, for at overvåge orangutangerne og deres adfærd i regnskoven. I hold på to, drog teknikerne ud i regnskoven hver morgen, enten for at opspore de nylige udsatte orangutangerne eller for at observere dem, der allerede var blevet udsat. Da signalerne kun kunne spores op til 400 meter væk på jorden, vandrede personalet over de seks bakker i området, for at få et bredere signal.

Foto: Bukit Batikap regnskov. Fotos er taget af Coral Weaver, post release monitoring coordinator.  

Foto: Coral Weaver, post release monitoring coordinator, monitorer orangutangerne i Bukit Batikap regnskov.  

Efter orangutangernes genudsættelse, blev de overvåget intenst den første måned, herefter aftog overvågningen og de blev observeret med jævne mellemrum. Når orangutangerne havde klaret sig et år i naturen uden hjælp, blev de betragtet som en "succesfuld genudsættelse", men blev stadig observeret fra tid til anden for at sikre deres helbred. Hovedformålet med overvågningen var at indsamle data, for dermed at kunne vurdere, om orangutangerne havde tilpasset sig deres nye omgivelser, udviste normal adfærd og var i god fysisk stand. De indsamlede data blev også brugt til eksterne forskningsprojekter.

Foto: Fotos er taget af Coral Weaver, post release monitoring coordinator, under monitorering af orangutangerne i Bukit Batikap regnskov.

Orangutan release 

Den 24. august 2015 var jeg så heldig at få lov til at overvære en stor begivenhed hos Borneo Orangutang Survival Foundation (BOSF), nemlig genudsættelsen af 20 orangutanger fra Nyaru Menteng Arboretum til Bukit Batikap Conservation Forest. Vi havde langt om længe fået tilladelse fra regeringen, samt mulighed for transport med helikopter, til at kunne genudsætte 20 orangutanger til deres naturlige habitat i regnskoven. Blandt de 20 orangutanger var 4 mødre med spædbørn og 3 store hanorangutanger med store kindposer.

Foto: Dyrlæge-teamet klar til orangutang realese, BOSF, Nyaru Menteng.

Jeg var, som del af dyrlægeteamet hos BOSF, med til at sende orangutangerne af sted fra Nyaru Menteng. Det var en helt speciel oplevelse at få lov til at få del i dette store øjeblik, ikke blot for orangutangerne, men også for Nyaru Menteng teamet.

Flere af orangutangerne har været på Nyaru Menteng Arboretum i mange år. De blev fundet som spæde, forældreløse og livløse i regnskoven eller blev reddet fra at blive solgt på det lokale marked som kæledyr. Herefter blev de passet og plejet døgnet rundt af det dedikerede personale på Nyaru Menteng Arboretum, indtil de havde genvundet styrken og viljen til at leve. Til sidst blev de store og stærke nok til at kunne starte i skovskolen, hvor de sidenhen lærte at opføre og befærde sig som vilde orangutanger. Derfor har hver enkelt orangutang stor betydning for personalet, og det er en meget følelsesladet oplevelse at se dem vende hjem til deres naturlige habitat i regnskoven.

Foto (V): drh. Arga Sawung Kusuma forbereder medicin til sedation af orangutangerne. Foto (H): Yati setyawati skriver journal over medicin og sundshedsundersøgelse af orangutangerne.

Foto: drh. Arga Sawung Kusuma, drh. Lia Kristina and drh. Regitze Andersen undersøger hver orangutang inden de sættes i transportburerne og er klar til genudsættelse.

Inden orangutanger blev flyttet til transportburene, blev der afholdt en tale af drh. Agus Faroni, hvorefter hele teamet afholdte et øjebliks stilhed for at tage afsked med orangutangerne og ønske dem en sikker rejse på vej mod friheden. Herefter blev de orangutanger, som ikke kunne håndteres, sederet, og alle orangutangerne blev flyttet til transportbure. Transportburerne var fyldt med blade og frugt til den lange rejse på vej mod Bukit Batikap Conservation Forest.

Foto: Transportburerne med blade og frugt til den lange rejse.


Første del af rejsen var en 10 timers transport på ladet af en pickup truck til Muara Teweh. Her blev orangutangerne flyttet fra transportburerne til større bure, hvor de kunne hvile sig og få et måltid mad. Dagen efter blev de hentet med helikopter og fløjet til Bukit Batikap Conservation Forest, hvor de blev genudsat og skulle tilbringe resten af deres dage som frie, vilde orangutanger. 

Denne genudsættelse delte måned med to store begivenheder i Indonesien, nemlig Indonesiens 70. års uafhængighedsdag som fandt sted den 17. august og International Orangutan Day som fandt sted den 19. august.

Foto: På vej mod Bukit Batikap Conservation Forest og et liv i frihed.