From Rescue To Release
Børnehaven
Da jeg åbnede lågen til børnehaven, opdagede jeg hurtigt en hel flok orangutangunger, som klatrede rundt oppe i træerne i en muntre leg. Da de bemærkede mig, klatrede de hurtigt ned, for at komme over og hilse på. Snart var jeg omgivet af en masse små orangutangunger, som nysgerrigt betragtede mig. En kravlede op i mine arme for at give mig et knus, en hev i mine bukser, rykkede i mit hår og bed i min støvle for at få min opmærksomhed, og en tog fat i min hånd for at trække mig med over til sit ynglings klatretræ. De opfører sig ligesom menneskebørn, de kræver mental opmærksomhed og fysisk kontakt, men for mange af orangutangungerne begyndte deres liv meget anderledes. De fleste af orangutangerne hos BOSF, Nyaru Menteng, blev reddet som forældreløse unger fra en uvis fremtid og et liv i fangenskab.
Når orangutangungerne ankom til centret var de sårbare, bange og traumatiserede. I mange tilfælde var moderen blevet skudt og dræbt af krybskyttere, hvorefter de skrækslagne unger var blevet revet bort fra deres mors krop. Orangutangungen, kun et par måneder gammel, blev herefter solgt som kæledyr på det illegale marked. I nogle tilfælde ankom ungerne til BOSF, Nyaru Menteng med afskåret fingre, man antog, at ungen holdt så godt fast til deres mors krop, at krybskytterne kun kunne frigive grebet, ved at skære fingrene af med en machete. Så man kan godt forestille sig de traumer og følelsesmæssige ar, som disse unger var blevet efterladt med. Det var også derfor, at det første skridt i rehabiliteringsprocessen hos BOSF, Nyaru Menteng, var at give ungerne kærlighed og omsorg, for skabe stabilitet og opbygge tillid. Dyrepasserne hos BOSF, Nyaru Menteng tog sig af orangutangungerne dag og nat. De gav dem den kærlighed og hengivenhed som det krævede, for at forsøge at hele de følelsesmæssige traumer, som disse unger havde været udsat for. Desværre udgør orangutangungerne hos BOSF, Nyaru Menteng kun en brøkdel af de orangutanger, som hvert år bliver offer for krybskytteri og solgt på det illegale marked.
Når centret modtog en ny orangutangunge, udførte dyrlægerne en fuldstændig helbredsundersøgelse. Der blev kørt en lang række af tests, herunder blodprøver, trakeal lavage og røntgen af thorax. Trakeal lavage og røntgen af thorax var prøver fra lungerne, som anvendes til at teste orangutangerne for luftvejssygdomme. Disse kliniske tests var meget komplekse, og krævede derfor lang tid at analysere.
Foto: drh. Agus Fahroni og drh. Fiet Hayu Patispathika udfører en helbredsundersøgelse på en ny orangutangunge hos BOSF, Nyaru Menteng.
I løbet af denne tid, undergik orangutangungerne en karantæneperiode og blev isoleret i op til to måneder. Dette blev gjort for at sikre, at orangutangerne ikke var smittet med eventuelle smitsomme sygdomme. Orangutanger kan være bære af zoonotiske sygdomme. Zoonotiske sygdomme er sygdomme, der kan overføres mellem mennesker og dyr, såsom tuberkulose og hepatitis. Hvis en orangutang blev smittet med tuberkulose eller humant hepatitis B, var denne ikke kandidat til at blive genudsat til regnskoven og ville derfor have en uvis fremtid. Under den tid orangutangungerne tilbragte i karantæne, var de under nøje observation af dyrlægerne, for at identificere eventuelle symptomer på sygdomme.
Foto: liste over sygdomme i karantæneperioden
Nogle af de forældreløse orangutangunger var rigtig dårlig tilredt, når de ankom til BOSF, Nyaru Menteng og havde derfor behov for akut medicinsk behandling og endda nogle gange kirurgi. For nylig blev tre forældreløse orangutangunger konfiskeret i Patispathika i Mangkutub, Kec. Mentawai, Kapuas af drh. Fiet Hayu. Alle tre orangutangunger var de både dehydreret, undervægtige og underernærede. En af ungerne, kaldet Lucy, havde lidt så alvorlige skade, at hun havde brækket begge sine arme. Drh. Fiet Hayu Patispathika udøvede akut dyrlægehjælp på stedet, før orangutangungerne kunne transporteres den lange rejse til BOSF, Nyaru Menteng. Da de tre unger ankom til BOSF, Nyaru Menteng stod drh. Agus Faroni samt resten af dyrlægeholdet klar til at tage imod de tre orangutanger. De fik en grundig sundhedsundersøgelse og der blev udtaget prøver til klinisk patologi. Lucy, kun 9 måneder gammel, havde allerede oplevet så megen traume i hendes liv. Hun havde to brækkede arme og var i stærke smerter. De to andre orangutangunger, Yoko, på 2 år og Sanni, på 1,5 år blev testet positive for malaria. Alle tre orangutanger havde gastrointestinale parasitter og alle havde akut behov for intensiv medicinsk behandling.
LUCY
Foto: Lucy på 9 måneder, reddet af drh. Fiet Hayu Patispathika
YOKO
Foto: Yoko på 2 år, reddet af drh. Fiet Hayu Patispathika
SANNI
Foto: Sanni på 1,5 år, reddet af drh. Fiet Hayu Patispathika.
En anden orangutangunge som var blevet reddet af BOSF, Nyaru Menteng var Katty. Katty var kun 9 måneder gammel, da hun blev konfiskeret fra kalampangan, Palangkaraya, hvor de lokale landsbyboere havde holdt hende som kæledyr. Hendes sundhedsundersøgelse viste, at hun var dehydreret og undervægtig og havde diarré. Hun havde brug for akut dyrlægehjælp. Hun blev behandlet med væsketerapi, antibiotika og medicin mod gastrointestinale parasitter.
Foto: Katty, en lille forældreløs orangutang som kom til BOSF, Nyaru Menteng kun 9 måneder gammel.
Både Lucy, Sanni, Yoko og Katty havde allerede oplevet så meget traume, så tidligt i deres liv, deres dårlige tilstand bekræfter yderligere hvorfor orangutanger aldrig bør holdes som kæledyr. De havde alle stadig en lang vej forude, men var i de bedst hænder hos personalet på BOSF, Nyaru Menteng.
Foto: Orangutangunger i karantæne.
Efter omtrent to måneder og en sidste sundhedsundersøgelse ville orangutangungerne i endelig få lov til at begynde det første trin i rehabiliteringsprocessen at starte i børnehave og lære at omgås andre orangutangunger i samme aldersklasse. Orangutanger er intelligente og tilpasningsdygtige, men uden deres mor, måtte orangutangungerne hos BOSF, Nyaru Menteng, undervises i grundlæggende færdigheder, som de normalt ville lære af deres mor, for at overleve i regnskoven. For første gang siden den frygtelig dag, da deres mor blev dræbt, vendte de nu tilbage til et naturligt miljø i regnskoven. Sammen med dyrepasserne kunne de trygt udforske deres nye omgivelser.
Foto: Dr. Regitze Andersen udfører en sundhedsundersøgelse hos en orangutangunge.
Der er flere vigtige faktorer, som er vigtige at tage hensyn til, når man arbejder indenfor orangutangrehabilitering. ikke alene er der følelsesmæssige konsekvenser, men også fysiske elementer. Naturligt i regnskoven ville en orangutangunge have et fast greb i sin mors pels, for at kunne holde sig fast til hende højt oppe i træerne. Det kræver stor muskulær styrke som nyfødt. Når en orangutangunge bliver taget fra sin mor og opfostret af mennesker, udvikler de ikke samme muskelstyrke som de ville i naturen. Dette resulterer i, at deres muskler bliver svage og udefineret. Derfor er det vigtigt at man i rehabiliteringsprocessen opfordrer orangutangerne til at klatre i træerne, for derved, at genvinde denne vigtige muskelstyrke.
Foto: Legepladsen i børnehaven
Foto: Ornagutangungerne bliver undervist i klatreteknikker af dyrepasseren.
Hver morgen gik orangutangungerne hos BOSF, Nyaru Menteng med dyrepasserne ud i regnskoven, hvor der var bygget et særligt område. Dette område havde mange klatrestrukturer, der tillod orangutangungerne at efterligne deres naturlige opførsel i regnskoven og derved udvikle deres klatremuskler. Efter en lang dag i regnskoven tog de trætte orangutangunger tilbage til børnehaven for at hvile sig og fordøje alle de nye oplevelser og indtryk
Orangutanger er en af de mest emotionelle primater. De udvikler tætte bånd til deres dyrepasser og har mistillid over for fremmede. Derfor tog det lang tid, at vinde deres tillid, da jeg første gang besøgte orangutangungerne i børnehaven. Denne selvstændige natur vil komme til at spille en vigtig rolle for deres fremtidige overlevelse i regnskoven. Orangutanger er karismatiske dyr, og hver eneste af ungerne i børnehaven havde deres egen særlige karakter.
Støt Borneo Orangutang Survival Foundation, adopter en orangutang og red et liv.
Da jeg åbnede lågen til børnehaven, opdagede jeg hurtigt en hel flok orangutangunger, som klatrede rundt oppe i træerne i en muntre leg. Da de bemærkede mig, klatrede de hurtigt ned, for at komme over og hilse på. Snart var jeg omgivet af en masse små orangutangunger, som nysgerrigt betragtede mig. En kravlede op i mine arme for at give mig et knus, en hev i mine bukser, rykkede i mit hår og bed i min støvle for at få min opmærksomhed, og en tog fat i min hånd for at trække mig med over til sit ynglings klatretræ. De opfører sig ligesom menneskebørn, de kræver mental opmærksomhed og fysisk kontakt, men for mange af orangutangungerne begyndte deres liv meget anderledes. De fleste af orangutangerne hos BOSF, Nyaru Menteng, blev reddet som forældreløse unger fra en uvis fremtid og et liv i fangenskab.
Når orangutangungerne ankom til centret var de sårbare, bange og traumatiserede. I mange tilfælde var moderen blevet skudt og dræbt af krybskyttere, hvorefter de skrækslagne unger var blevet revet bort fra deres mors krop. Orangutangungen, kun et par måneder gammel, blev herefter solgt som kæledyr på det illegale marked. I nogle tilfælde ankom ungerne til BOSF, Nyaru Menteng med afskåret fingre, man antog, at ungen holdt så godt fast til deres mors krop, at krybskytterne kun kunne frigive grebet, ved at skære fingrene af med en machete. Så man kan godt forestille sig de traumer og følelsesmæssige ar, som disse unger var blevet efterladt med. Det var også derfor, at det første skridt i rehabiliteringsprocessen hos BOSF, Nyaru Menteng, var at give ungerne kærlighed og omsorg, for skabe stabilitet og opbygge tillid. Dyrepasserne hos BOSF, Nyaru Menteng tog sig af orangutangungerne dag og nat. De gav dem den kærlighed og hengivenhed som det krævede, for at forsøge at hele de følelsesmæssige traumer, som disse unger havde været udsat for. Desværre udgør orangutangungerne hos BOSF, Nyaru Menteng kun en brøkdel af de orangutanger, som hvert år bliver offer for krybskytteri og solgt på det illegale marked.
Når centret modtog en ny orangutangunge, udførte dyrlægerne en fuldstændig helbredsundersøgelse. Der blev kørt en lang række af tests, herunder blodprøver, trakeal lavage og røntgen af thorax. Trakeal lavage og røntgen af thorax var prøver fra lungerne, som anvendes til at teste orangutangerne for luftvejssygdomme. Disse kliniske tests var meget komplekse, og krævede derfor lang tid at analysere.
Foto: drh. Agus Fahroni og drh. Fiet Hayu Patispathika udfører en helbredsundersøgelse på en ny orangutangunge hos BOSF, Nyaru Menteng.
I løbet af denne tid, undergik orangutangungerne en karantæneperiode og blev isoleret i op til to måneder. Dette blev gjort for at sikre, at orangutangerne ikke var smittet med eventuelle smitsomme sygdomme. Orangutanger kan være bære af zoonotiske sygdomme. Zoonotiske sygdomme er sygdomme, der kan overføres mellem mennesker og dyr, såsom tuberkulose og hepatitis. Hvis en orangutang blev smittet med tuberkulose eller humant hepatitis B, var denne ikke kandidat til at blive genudsat til regnskoven og ville derfor have en uvis fremtid. Under den tid orangutangungerne tilbragte i karantæne, var de under nøje observation af dyrlægerne, for at identificere eventuelle symptomer på sygdomme.
Foto: liste over sygdomme i karantæneperioden
Nogle af de forældreløse orangutangunger var rigtig dårlig tilredt, når de ankom til BOSF, Nyaru Menteng og havde derfor behov for akut medicinsk behandling og endda nogle gange kirurgi. For nylig blev tre forældreløse orangutangunger konfiskeret i Patispathika i Mangkutub, Kec. Mentawai, Kapuas af drh. Fiet Hayu. Alle tre orangutangunger var de både dehydreret, undervægtige og underernærede. En af ungerne, kaldet Lucy, havde lidt så alvorlige skade, at hun havde brækket begge sine arme. Drh. Fiet Hayu Patispathika udøvede akut dyrlægehjælp på stedet, før orangutangungerne kunne transporteres den lange rejse til BOSF, Nyaru Menteng. Da de tre unger ankom til BOSF, Nyaru Menteng stod drh. Agus Faroni samt resten af dyrlægeholdet klar til at tage imod de tre orangutanger. De fik en grundig sundhedsundersøgelse og der blev udtaget prøver til klinisk patologi. Lucy, kun 9 måneder gammel, havde allerede oplevet så megen traume i hendes liv. Hun havde to brækkede arme og var i stærke smerter. De to andre orangutangunger, Yoko, på 2 år og Sanni, på 1,5 år blev testet positive for malaria. Alle tre orangutanger havde gastrointestinale parasitter og alle havde akut behov for intensiv medicinsk behandling.
LUCY
Foto: Lucy på 9 måneder, reddet af drh. Fiet Hayu Patispathika
YOKO
Foto: Yoko på 2 år, reddet af drh. Fiet Hayu Patispathika
SANNI
Foto: Sanni på 1,5 år, reddet af drh. Fiet Hayu Patispathika.
En anden orangutangunge som var blevet reddet af BOSF, Nyaru Menteng var Katty. Katty var kun 9 måneder gammel, da hun blev konfiskeret fra kalampangan, Palangkaraya, hvor de lokale landsbyboere havde holdt hende som kæledyr. Hendes sundhedsundersøgelse viste, at hun var dehydreret og undervægtig og havde diarré. Hun havde brug for akut dyrlægehjælp. Hun blev behandlet med væsketerapi, antibiotika og medicin mod gastrointestinale parasitter.
Foto: Katty, en lille forældreløs orangutang som kom til BOSF, Nyaru Menteng kun 9 måneder gammel.
Både Lucy, Sanni, Yoko og Katty havde allerede oplevet så meget traume, så tidligt i deres liv, deres dårlige tilstand bekræfter yderligere hvorfor orangutanger aldrig bør holdes som kæledyr. De havde alle stadig en lang vej forude, men var i de bedst hænder hos personalet på BOSF, Nyaru Menteng.
Foto: Orangutangunger i karantæne.
Efter omtrent to måneder og en sidste sundhedsundersøgelse ville orangutangungerne i endelig få lov til at begynde det første trin i rehabiliteringsprocessen at starte i børnehave og lære at omgås andre orangutangunger i samme aldersklasse. Orangutanger er intelligente og tilpasningsdygtige, men uden deres mor, måtte orangutangungerne hos BOSF, Nyaru Menteng, undervises i grundlæggende færdigheder, som de normalt ville lære af deres mor, for at overleve i regnskoven. For første gang siden den frygtelig dag, da deres mor blev dræbt, vendte de nu tilbage til et naturligt miljø i regnskoven. Sammen med dyrepasserne kunne de trygt udforske deres nye omgivelser.
Foto: Dr. Regitze Andersen udfører en sundhedsundersøgelse hos en orangutangunge.
Der er flere vigtige faktorer, som er vigtige at tage hensyn til, når man arbejder indenfor orangutangrehabilitering. ikke alene er der følelsesmæssige konsekvenser, men også fysiske elementer. Naturligt i regnskoven ville en orangutangunge have et fast greb i sin mors pels, for at kunne holde sig fast til hende højt oppe i træerne. Det kræver stor muskulær styrke som nyfødt. Når en orangutangunge bliver taget fra sin mor og opfostret af mennesker, udvikler de ikke samme muskelstyrke som de ville i naturen. Dette resulterer i, at deres muskler bliver svage og udefineret. Derfor er det vigtigt at man i rehabiliteringsprocessen opfordrer orangutangerne til at klatre i træerne, for derved, at genvinde denne vigtige muskelstyrke.
Foto: Legepladsen i børnehaven
Foto: Ornagutangungerne bliver undervist i klatreteknikker af dyrepasseren.
Hver morgen gik orangutangungerne hos BOSF, Nyaru Menteng med dyrepasserne ud i regnskoven, hvor der var bygget et særligt område. Dette område havde mange klatrestrukturer, der tillod orangutangungerne at efterligne deres naturlige opførsel i regnskoven og derved udvikle deres klatremuskler. Efter en lang dag i regnskoven tog de trætte orangutangunger tilbage til børnehaven for at hvile sig og fordøje alle de nye oplevelser og indtryk
Orangutanger er en af de mest emotionelle primater. De udvikler tætte bånd til deres dyrepasser og har mistillid over for fremmede. Derfor tog det lang tid, at vinde deres tillid, da jeg første gang besøgte orangutangungerne i børnehaven. Denne selvstændige natur vil komme til at spille en vigtig rolle for deres fremtidige overlevelse i regnskoven. Orangutanger er karismatiske dyr, og hver eneste af ungerne i børnehaven havde deres egen særlige karakter.
Støt Borneo Orangutang Survival Foundation, adopter en orangutang og red et liv.
Ved at adoptere en af de skønne orangutanger hjælper du BOSF med at drage omsorg og pleje for forældreløse orangutanger samt sørge for, at de kan blive rehabiliteret tilbage til naturen. Du vil modtage et personligt e-certifikat, foto samt baggrundshistorie om din orangutang. Hvis du adopterer en orangutang i enten 6 eller 12 måneder, vil du yderligere modtage opdateringer, billeder eller video af din orangutang, så du kan følge med i dens udvikling på vej mod, at blive en vild orangutang i regnskoven.
Skovskolen
Den første gang jeg fulgte efter orangutangerne i skoveskole var fantastisk. Det var en helt unik oplevelse, at se disse små røde uldtotter vandre på knorerne langs den smalle skovsti og ind i den tæt bevokset regnskov. I skovskolen lærte orangutangerne hvordan vilde orangutanger lever. Orangutangerne blev blandt andet undervist i at bygge reder og vælge passende naturlig føde samt at kunne genkende naturlig fare og rovdyr.
I naturen befærdes orangutanger i trætoppene og kommer sjældent ned på skovbunden. Derfor var det essentielt, at orangutangerne var komfortable i træernes toppe og udviklede gode færdigheder til at bygge rede. På grund af rovdyr må orangutangerne bygge deres rede højt oppe i trætoppene. Dette betød samtidigt, at reden skulle være stærk nok til at understøtte deres vægt. Når regntiden i Indonesien kom, ville en orangutang mor lære sin unge, at væve store blade sammen til en paraply og søge ly for regnen.
Foto: Orangutanger på vej til skovsole, BOSF, Nyaru Menteng
Der var mange lektioner, som en orangutangunge ville have lært af sin mor i naturen. For orangutangerne på BOSF, Nyaru Menteng var det op til dyrepasserne, at lære dem disse værdifulde lektioner. Det var vigtigt, at orangutanger kunne skelne hvilke fødevarer som var spiselige, og hvilke som var giftige eller endda dødelige. Orangutanger er ikke født med dette instinktivt, ligesom nogle dyr er, og skal lære det fra barnsben. I tørkeperioden i Indonesien, kan det være svært at finde vand. Orangutangerne skulle derfor lære, hvilke planter og frugter som var vandholdige samt nyttige teknikker såsom at folde et blad og bruge som drikkekop.
En plastik slange blev anvendt til at lære orangutangerne om de farer, de vil kunne opleve i et naturligt miljø. En færdighed som ikke er blevet glemt eller ikke lært, kan have fatale konsekvenser i naturen. Regnskoven giver ikke plads til fejl. Afhængig af alder og færdigheder kan rehabiliteringen vare i op til 7 år, hvor hver dag bliver brugt på at lære nye færdigheder.
Foto: Orangutanger på vej til skovsole, BOSF, Nyaru Menteng
I samarbejde med dyrepasserne overvågede dyrlægerne orangutangerne og deres adfærd inde i regnskoven. Det var vigtigt for dyrlægerne at kende hvert enkelt individ, for derved at være i stand til at genkende eventuelle adfærdsændringer, som kunne være et tegn på sygdom.
Når orangutangerne vendte tilbage til centret om eftermiddagen, efter at have tilbragt en lang dag med at lære nye færdigheder i skovskolen, ventede der en legeplads fuld af underholdning og et velfortjent måltid af skovens frugter.
Foto: Orangutangerne på legepladsen på BOSF, Nyaru Menteng.
Vilde orangutanger har vandskræk og ville ikke nærme sig vand, men for orangutangerne i skovskolen på BOSF, Nyaru Menteng kan en spand fuld af vand bringe mange timers underholdning.
Foto: Orangutangerne på legepladsen på BOSF, Nyaru Menteng.
Den første gang jeg fulgte efter orangutangerne i skoveskole var fantastisk. Det var en helt unik oplevelse, at se disse små røde uldtotter vandre på knorerne langs den smalle skovsti og ind i den tæt bevokset regnskov. I skovskolen lærte orangutangerne hvordan vilde orangutanger lever. Orangutangerne blev blandt andet undervist i at bygge reder og vælge passende naturlig føde samt at kunne genkende naturlig fare og rovdyr.
I naturen befærdes orangutanger i trætoppene og kommer sjældent ned på skovbunden. Derfor var det essentielt, at orangutangerne var komfortable i træernes toppe og udviklede gode færdigheder til at bygge rede. På grund af rovdyr må orangutangerne bygge deres rede højt oppe i trætoppene. Dette betød samtidigt, at reden skulle være stærk nok til at understøtte deres vægt. Når regntiden i Indonesien kom, ville en orangutang mor lære sin unge, at væve store blade sammen til en paraply og søge ly for regnen.
Foto: Orangutanger på vej til skovsole, BOSF, Nyaru Menteng
Der var mange lektioner, som en orangutangunge ville have lært af sin mor i naturen. For orangutangerne på BOSF, Nyaru Menteng var det op til dyrepasserne, at lære dem disse værdifulde lektioner. Det var vigtigt, at orangutanger kunne skelne hvilke fødevarer som var spiselige, og hvilke som var giftige eller endda dødelige. Orangutanger er ikke født med dette instinktivt, ligesom nogle dyr er, og skal lære det fra barnsben. I tørkeperioden i Indonesien, kan det være svært at finde vand. Orangutangerne skulle derfor lære, hvilke planter og frugter som var vandholdige samt nyttige teknikker såsom at folde et blad og bruge som drikkekop.
En plastik slange blev anvendt til at lære orangutangerne om de farer, de vil kunne opleve i et naturligt miljø. En færdighed som ikke er blevet glemt eller ikke lært, kan have fatale konsekvenser i naturen. Regnskoven giver ikke plads til fejl. Afhængig af alder og færdigheder kan rehabiliteringen vare i op til 7 år, hvor hver dag bliver brugt på at lære nye færdigheder.
Foto: Orangutanger på vej til skovsole, BOSF, Nyaru Menteng
I samarbejde med dyrepasserne overvågede dyrlægerne orangutangerne og deres adfærd inde i regnskoven. Det var vigtigt for dyrlægerne at kende hvert enkelt individ, for derved at være i stand til at genkende eventuelle adfærdsændringer, som kunne være et tegn på sygdom.
Når orangutangerne vendte tilbage til centret om eftermiddagen, efter at have tilbragt en lang dag med at lære nye færdigheder i skovskolen, ventede der en legeplads fuld af underholdning og et velfortjent måltid af skovens frugter.
Foto: Orangutangerne på legepladsen på BOSF, Nyaru Menteng.
Vilde orangutanger har vandskræk og ville ikke nærme sig vand, men for orangutangerne i skovskolen på BOSF, Nyaru Menteng kan en spand fuld af vand bringe mange timers underholdning.
Foto: Orangutangerne på legepladsen på BOSF, Nyaru Menteng.
Rehabiliteringsøerne
BOSF i Nyaru Menteng forvaltede tre rehabiliterings øer, bestående af Kaja Island, Bangamat Island og Palas Islands som var beliggende i Rungan floden i området Sei Gohong, Palangkaraya.
Foto: Monitoring af orangutangerne på rehabiliteringsøerne sammen med drh. Greggy Harry Poetra.
Rehabiliteringsøerne fungerede lidt ligesom et universitet for orangutangerne, der havde dimitteret fra Skovskolen. På disse øer, levede de ligesom vilde orangutanger ville leve i naturen. De sov i det fri, byggede deres egne reder og agerede selvstændigt som vilde orangutanger. Deres interaktion med mennesker blev væsentlig reduceret, således at de langsomt blev klargjort til at kunne genudsættes i regnskoven. Da der ikke var føde nok på øerne, til at orangutangerne kunne forsøge sig selv fuldstændigt, supplerede teknikere fra BOSF, Nyaru Menteng orangutangernes føde, ved at lægge frugt og grønt to gange om dagen på dertil egnede plateauer. Overlevelsesfærdigheder var en af de vigtigste kriterier for at afgøre, om en orangutang kunne udsættes på en rehabiliterings ø eller ej.
Det medicinske team hos BOSF, Nyaru Menteng monitorerede øerne hver uge. Dette blev gjort, for at vurdere hver orangutang og dermed kontrollere om orangutangerne have behov for medicinsk assistance og behandling.
Foto: Orangutangerne på rehabiliteringsøerne.
BOSF i Nyaru Menteng forvaltede tre rehabiliterings øer, bestående af Kaja Island, Bangamat Island og Palas Islands som var beliggende i Rungan floden i området Sei Gohong, Palangkaraya.
Foto: Monitoring af orangutangerne på rehabiliteringsøerne sammen med drh. Greggy Harry Poetra.
Rehabiliteringsøerne fungerede lidt ligesom et universitet for orangutangerne, der havde dimitteret fra Skovskolen. På disse øer, levede de ligesom vilde orangutanger ville leve i naturen. De sov i det fri, byggede deres egne reder og agerede selvstændigt som vilde orangutanger. Deres interaktion med mennesker blev væsentlig reduceret, således at de langsomt blev klargjort til at kunne genudsættes i regnskoven. Da der ikke var føde nok på øerne, til at orangutangerne kunne forsøge sig selv fuldstændigt, supplerede teknikere fra BOSF, Nyaru Menteng orangutangernes føde, ved at lægge frugt og grønt to gange om dagen på dertil egnede plateauer. Overlevelsesfærdigheder var en af de vigtigste kriterier for at afgøre, om en orangutang kunne udsættes på en rehabiliterings ø eller ej.
Det medicinske team hos BOSF, Nyaru Menteng monitorerede øerne hver uge. Dette blev gjort, for at vurdere hver orangutang og dermed kontrollere om orangutangerne have behov for medicinsk assistance og behandling.
Foto: Orangutangerne på rehabiliteringsøerne.
Island Release
Beskyttet mod rovdyr og krybskytter, skulle orangutangerne nu klare sig selv på rehabiliteringsøerne, dog stadig under opsyn af teamet hos BOSF, Nyaru Menteng. Dette var den sidste praktiske lektion i at klare sig som vilde orangutanger i naturen.
Derfor var det vigtigt, at orangutangerne fik et grundigt sundhedstjek af det medicinske team på BOSF, Nyaru Menteng, inden de blev sat ud på rehabiliteringesøerne.
Derfor var det vigtigt, at orangutangerne fik et grundigt sundhedstjek af det medicinske team på BOSF, Nyaru Menteng, inden de blev sat ud på rehabiliteringesøerne.
Orangutangerne blev bedøvet med en dartpil i deres bur, og når ikke længere reagerede blev de flyttet til det område, hvor det medicinske team ville udføre sundhedsundersøgelsen.
Foto: sedering af en orangutang med dartpil
Foto: en orangutang løftes ud af sit bur efter den er blevet sederet.
Alle orangutanger blev behandlet med Ivermectin mod tarmparasitter før de blev sat ud på rehabiliteringsøerne.
Efter sundhedsundersøgelsen blev orangutangerne overført til transportbure, som var blevet fyldt med friske blade og frugt til rejsen mod rehabiliteringsøerne. Drh. Fiet Hayu Patispathika kontrollerede at alle orangutanger havde det godt og gav dem en injektion, således at de vågnede fra bedøvelsen.
Foto: drh. Fiet Hayu Patispathika sikre sig at alle orangutanger har det godt og er vågnet fra bedøvelsen inden rejsen mod rehabiliteringsøerne.
Orangutanger blev først transporteret via bil og efter en kort køretur, blev de flyttet over på både og sejlet det sidste stykke mod rehabiliteringesøerne.
Foto: orangutangerne bliver løftet op på bilen i transportbuerne.
Under transporten kunne orangutangerne føle sig forvirret, de vidste ikke hvad der skulle ske og hvor de var på vej hen. Men de ville snart indse, at det næste kapitel i deres liv og rehabiliteringsproces, ville blive afgørende for deres fremtid og deres overlevelse i naturen.
Foto: Orangutangerne bliver sejlet det sidste stykke mod rehabiliteringsøerne.
I dette trin i rehabiliteringsprocessen, skulle orangutangerne klare sig selv og vise at de var i stand til at kunne overleve i naturen. Hvis BOSF, Nyaru Menteng så, at en orangutang ikke klarede sig godt i det naturlige miljø på øen, kunne det blive nødvendigt, at sende orangutangen tilbage til skovskolen for at videreudvikle deres færdigheder indtil de var klar til at tage næste skridt.
Foto: En orangutang ser nysgerrigt uu på sine nye omgivelser.
Er var en magisk oplevelse at se orangutangerne blive båret gennem sandet og placeret i transportbuerne i udkanten af skoven.
Da burene blev åbnet, var orangutangerne lidt tøvende i starten, det var en ny oplevelse for dem, men alligevel, så føltes det instinktivt naturligt. Synet af regnskovens træer, lyden af summende insekter, cikader og fuglesang og duften af det våde græs syntes bekendt. Orangutangerne var kommet hjem.
Photo: udsættelse af en orangutang på rehabiliteringsøerne.
Alt det, som orangutangerne havde arbejdet så hårdt for, de mange år som de havde tilbragt i skovskolen på at lære nye færdigheder, skulle nu tages i brug. Tiden var kommet til at orangutangerne skulle klare sig selv og vise hvad de har lært. De skulle begynde et selvstændigt liv på rehabiliteringsøerne, og det sidste skridt mod at blive en vild orangutang igen.
Foto: drh. Fiet Hayu Patispathika sikre sig at alle orangutanger har det godt og er vågnet fra bedøvelsen inden rejsen mod rehabiliteringsøerne.
Orangutanger blev først transporteret via bil og efter en kort køretur, blev de flyttet over på både og sejlet det sidste stykke mod rehabiliteringesøerne.
Foto: orangutangerne bliver løftet op på bilen i transportbuerne.
Under transporten kunne orangutangerne føle sig forvirret, de vidste ikke hvad der skulle ske og hvor de var på vej hen. Men de ville snart indse, at det næste kapitel i deres liv og rehabiliteringsproces, ville blive afgørende for deres fremtid og deres overlevelse i naturen.
Foto: Orangutangerne bliver sejlet det sidste stykke mod rehabiliteringsøerne.
I dette trin i rehabiliteringsprocessen, skulle orangutangerne klare sig selv og vise at de var i stand til at kunne overleve i naturen. Hvis BOSF, Nyaru Menteng så, at en orangutang ikke klarede sig godt i det naturlige miljø på øen, kunne det blive nødvendigt, at sende orangutangen tilbage til skovskolen for at videreudvikle deres færdigheder indtil de var klar til at tage næste skridt.
Foto: En orangutang ser nysgerrigt uu på sine nye omgivelser.
Er var en magisk oplevelse at se orangutangerne blive båret gennem sandet og placeret i transportbuerne i udkanten af skoven.
Da burene blev åbnet, var orangutangerne lidt tøvende i starten, det var en ny oplevelse for dem, men alligevel, så føltes det instinktivt naturligt. Synet af regnskovens træer, lyden af summende insekter, cikader og fuglesang og duften af det våde græs syntes bekendt. Orangutangerne var kommet hjem.
Photo: udsættelse af en orangutang på rehabiliteringsøerne.
Alt det, som orangutangerne havde arbejdet så hårdt for, de mange år som de havde tilbragt i skovskolen på at lære nye færdigheder, skulle nu tages i brug. Tiden var kommet til at orangutangerne skulle klare sig selv og vise hvad de har lært. De skulle begynde et selvstændigt liv på rehabiliteringsøerne, og det sidste skridt mod at blive en vild orangutang igen.
Midway
Orangutangerne på Midway havde allerede bestået skovskolen og havde vist gode overlevelsesfærdigheder på rehabiliteringsøerne. De var nu klar til at komme tilbage til regnskoven hvor de hørte til, og leve resten af deres liv som vilde orangutanger.
Foto: Midway, BOSF, Nyaru Menteng
Midway var et karantæne område. Inden orangutangerne kunne genudsættes, foretog dyrlægerne hos BOSF, Nyaru Menteng foretog en endelig vurdering af orangutangernes sundhedstilstand og udtog prøver til klinisk patologi. Dette blev gjort for at sikre, at orangutangerne var ved godt helbred og uden overførbare sygdomme. De kliniske tests var meget komplekse, og krævede derfor lang tid at processere. I løbet af denne tid undergik orangutangerne en karantæneperiode på Midway.
Enrichment teamet hos BOSF, Nyaru Menteng bestod af otte medarbejdere, som kun beskæftigede sig med, at give orangutangerne udfordringer i form af forskellig beskæftigelse. Orangutanger fik nye udfordringer hver eneste dag, for at undgå kedsomhed og for at stimulere dem både fysisk og mentalt. Endvidere sørgede dette for, at orangutangerne vedligeholdte den viden, som de tidligere havde lært i skovskolen.
Foto: Enrichment team hos BOSH, Nyaru Menteng med frivillig Maddi Chambers i midten.
Enrichment teamet forberedte beskæftigelse ved at fylde bolde, sække, kurve og andet opbevaringsudstyr med blandt andet frugt, nødder og blade.
Enrichment teamet forberedte beskæftigelse ved at fylde bolde, sække, kurve og andet opbevaringsudstyr med blandt andet frugt, nødder og blade.
Efter orangutangerne havde afsluttet deres lange, men vigtige karantæneperiode på Midway, kom det næste og afgørende øjeblik i deres liv. Det øjeblik, som BOSF, Nyaru Menteng havde arbejdet så hårdt for. Det sidste trin i den lange og udfordrende proces i rehabiliteringen - genudsættelse til regnskoven! Orangutangerne skulle endeligt hjem igen. Tilbage til regnskoven, hvor de var blevet født som vilde orangutanger og nu skulle dø som vilde orangutanger.
Forberedelse af Orangutan Release
Bukit Batikap regnskov var BOSF, Nyaru Mentengs udsætningssted. Regnskoven var et fjerntliggende område, hvor orangutanger kunne leve deres liv, som vilde dyr uden menneskelig indblanding. Bukit Batikap regnskov var et specifikt område, godkendt af regeringen til udsættelse af orangutangen.
Helbredsundersøgelsen
Før orangutangerne kunne genudsættes udførte dyrlægeteamet på BOSF, Nyaru Menteng en sidste helbredsundersøgelse, herunder blev der, blandt andre tests, foretaget en bronkial lavage. Dette blev udført for at sikre, at orangutang ikke var inficeret med nogen smitsomme sygdomme, såsom tuberkulose. En bronkial lavage og dyrkning er standard procedure til diagnosticering af tuberkulose og anbefales af Verdenssundhedsorganisationen (WHO). Dyrlægerne hos BOSF, Nyaru Menteng var både en bronkial lavage og thorax røntgen standard procedure.
Foto: drh. Arga Sawung Kusuma og drh. Lia Kristina forbereder heldredsundersøgelse af orangutangerne.
Foto: drh. Arga Sawung Kusuma intuberer en orangutang, hvorefter der sprøjtes en lille mængde saltvand ned til lungerne. Denne mængde saltvand suges op igen og sendes til laboratoriet til dyrkning. Dette kaldes en bronchial lavage, altså en skylning af lungerne.
Foto: her udfører drh. Fiet Hayu Patispathika en bronchial lavage.
Placering af transmitter
Hos BOSF, Nyaru Menteng blev en transmitter implanteret hos hver orangutang, inden de blev genudsat. Dette blev gjort, således at teamet i Bukit Batikap regnskov var i stand til at opspore orangutangerne på deres radiomodtager og overvågningsudstyr.
For at implantere transmitteren blev orangutangerne bedøvet og en mindre operation blev udført. Orangutangerne blev bedøvet med en blow dart og efter de var faldet i søvn blev de bragt til operationsbordet, i dette tilfælde en bænk af stål i mellem burene. Operationen blev udført så sterilt som muligt, for at mindske risikoen for post-op infektioner. Efter operationen blev orangutangerne behandlet med smertestillende medicin i ti dage.
Foto: Dyrlæge Regitze Andersen implanterer en transmitter i en orangutang.
Bukit Batikap Conservation Forest
I Bukit Batikap regnskov arbejdede en dyrlæge, en lejr koordinator, tre overvågnings koordinatorer og femten lokale teknikere på fuld tid, for at overvåge orangutangerne og deres adfærd i regnskoven. I hold på to, drog teknikerne ud i regnskoven hver morgen, enten for at opspore de nylige udsatte orangutangerne eller for at observere dem, der allerede var blevet udsat. Da signalerne kun kunne spores op til 400 meter væk på jorden, vandrede personalet over de seks bakker i området, for at få et bredere signal.
Foto: Bukit Batikap regnskov. Fotos er taget af Coral Weaver, post release monitoring coordinator.
Foto: Coral Weaver, post release monitoring coordinator, monitorer orangutangerne i Bukit Batikap regnskov.
Efter orangutangernes genudsættelse, blev de overvåget intenst den første måned, herefter aftog overvågningen og de blev observeret med jævne mellemrum. Når orangutangerne havde klaret sig et år i naturen uden hjælp, blev de betragtet som en "succesfuld genudsættelse", men blev stadig observeret fra tid til anden for at sikre deres helbred. Hovedformålet med overvågningen var at indsamle data, for dermed at kunne vurdere, om orangutangerne havde tilpasset sig deres nye omgivelser, udviste normal adfærd og var i god fysisk stand. De indsamlede data blev også brugt til eksterne forskningsprojekter.
Foto: Fotos er taget af Coral Weaver, post release monitoring coordinator, under monitorering af orangutangerne i Bukit Batikap regnskov.
Orangutan release
Den 24. august 2015 var jeg så heldig at få lov til at overvære en stor begivenhed hos Borneo Orangutang Survival Foundation (BOSF), nemlig genudsættelsen af 20 orangutanger fra Nyaru Menteng Arboretum til Bukit Batikap Conservation Forest. Vi havde langt om længe fået tilladelse fra regeringen, samt mulighed for transport med helikopter, til at kunne genudsætte 20 orangutanger til deres naturlige habitat i regnskoven. Blandt de 20 orangutanger var 4 mødre med spædbørn og 3 store hanorangutanger med store kindposer. |
| Foto: Dyrlæge-teamet klar til orangutang realese, BOSF, Nyaru Menteng. |
Jeg var, som del af dyrlægeteamet hos BOSF, med til at sende orangutangerne af sted fra Nyaru Menteng. Det var en helt speciel oplevelse at få lov til at få del i dette store øjeblik, ikke blot for orangutangerne, men også for Nyaru Menteng teamet.
Flere af orangutangerne har været på Nyaru Menteng Arboretum i mange år. De blev fundet som spæde, forældreløse og livløse i regnskoven eller blev reddet fra at blive solgt på det lokale marked som kæledyr. Herefter blev de passet og plejet døgnet rundt af det dedikerede personale på Nyaru Menteng Arboretum, indtil de havde genvundet styrken og viljen til at leve. Til sidst blev de store og stærke nok til at kunne starte i skovskolen, hvor de sidenhen lærte at opføre og befærde sig som vilde orangutanger. Derfor har hver enkelt orangutang stor betydning for personalet, og det er en meget følelsesladet oplevelse at se dem vende hjem til deres naturlige habitat i regnskoven.
Inden orangutanger blev flyttet til transportburene, blev der afholdt en tale af drh. Agus Faroni, hvorefter hele teamet afholdte et øjebliks stilhed for at tage afsked med orangutangerne og ønske dem en sikker rejse på vej mod friheden. Herefter blev de orangutanger, som ikke kunne håndteres, sederet, og alle orangutangerne blev flyttet til transportbure. Transportburerne var fyldt med blade og frugt til den lange rejse på vej mod Bukit Batikap Conservation Forest.
Foto: Transportburerne med blade og frugt til den lange rejse.
Første del af rejsen var en 10 timers transport på ladet af en pickup truck til Muara Teweh. Her blev orangutangerne flyttet fra transportburerne til større bure, hvor de kunne hvile sig og få et måltid mad. Dagen efter blev de hentet med helikopter og fløjet til Bukit Batikap Conservation Forest, hvor de blev genudsat og skulle tilbringe resten af deres dage som frie, vilde orangutanger.
Denne genudsættelse delte måned med to store begivenheder i Indonesien, nemlig Indonesiens 70. års uafhængighedsdag som fandt sted den 17. august og International Orangutan Day som fandt sted den 19. august.
Første del af rejsen var en 10 timers transport på ladet af en pickup truck til Muara Teweh. Her blev orangutangerne flyttet fra transportburerne til større bure, hvor de kunne hvile sig og få et måltid mad. Dagen efter blev de hentet med helikopter og fløjet til Bukit Batikap Conservation Forest, hvor de blev genudsat og skulle tilbringe resten af deres dage som frie, vilde orangutanger.
Denne genudsættelse delte måned med to store begivenheder i Indonesien, nemlig Indonesiens 70. års uafhængighedsdag som fandt sted den 17. august og International Orangutan Day som fandt sted den 19. august.
Foto: På vej mod Bukit Batikap Conservation Forest og et liv i frihed.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar